Hvordan kan en Livscoach hjælpe med Vaner?

En vaneændring er en unik mulighed for at vokse som menneske.

Hvad er en vane?

En vane er rent faktisk alt, hvad du gør, men også det, du ikke gør, hvis du gør det på en fast og regelmæssig basis. Mange mennesker ser udelukkende vaner som positivt eller negativt ladede, og vi taler ofte om gode og dårlige vaner, som om alle vaner enten er det ene eller det andet – selvom sandheden er, at langt de fleste af vores vaner bare er til stede, helt uden at du tænker over det, for eksempel måden du vasker dine hænder og taler til dine børn, det faktum at du aldrig kommer ned og træner, og ofte finder dig selv på sofaen med telefonen i hånden, når du kommer hjem fra arbejde.

Det der er med os mennesker er, at vores hjerne er sammensat på en måde, der sikrer vores overlevelse, blandt andet ved at være energibesparende, og det er energibesparende lige så snart man gentager et mønster af den samme adfærd nok gange til, at adfærden bliver automatiseret.

Derfor skal du se vaner som et gentagende adfærdsmønster, som du ofte slet ikke overvejer.

Gode og dårlige vaner

Vaner bliver ofte anskuet som enten gode eller dårlige. Hvor gode vaner er adfærdsmønstre, der støtter vores trivsel og mål, og dårlige vaner er dem, der forhindrer dem.

Den dårlige vane bliver selvsagt anskuet som problematisk, men det her er faktisk ikke det største problem. Det store problem opstår når du begynder at anskue en vane som dårlig, da det igangsætter en kognitiv proces fyldt med skyld og skam, da det eneste din dårlige samvittighed gør for dig er, at sende signaler til din hjerne om, at du er ked af det og bør trøste dig selv, og hvordan gør du det bedst? Du gættede rigtigt… Ved det dopaminfix, du får af din dårlige vane.

Udover at det at anskue en vane som dårlig giver et ordentligt bagslag, vil det også gøre at du mister ejerskabet over situationen, som du har sat dig selv i, og føle, at det er noget der sker mod dig. For først når du accepterer en vane som et tilstedeværende valg, som du tager bevidst, der får du magten til at ændre valget.

Sidst men absolut ikke mindst, vil anskuelsen af at en vane er dårlig også give vanen et absurd fokus, den med stor sandsynlighed ikke fortjener, da langt de fleste af de vaner, som vi anskuer som dårlige, ikke er det egentlige problem, men blot et symptom. For eksempel vil overspisning ofte være et symptom på vanen at undertrykke dine følelser, din manglende træning et symptom på et indlært mønster, hvor du ikke overholder aftaler med dig selv og dit enorme kaffeforbrug en indikation af problematiske søvnvaner.

… Og det helt store problem ved at lægge fokuset forkert er, at ja så kan du godt stoppe med at ryge, droppe kaffen og kagen til eftermiddagskaffen, men så længe du ikke håndterer den vane din “dårlige” vane er symptom på, så vil du ikke komme i mål med din vaneændring på langt sigt.

Når en vane bliver problematisk

Med det sagt, så er jeg selvfølgelig ikke uenig i, at vaner kan være problematiske. Det er de, når de har negative konsekvenser for vores livskvalitet eller forhindrer det liv, som vi rent faktisk gerne vil leve. Og her er det egentlig nemt at se dig selv efter i sømmene, se på din sidste uge og hvordan du har brugt din tid, og spørg dig selv, hvordan ser mit liv ud om 5-10-25 år, hvis jeg fortsætter i samme spor?

Med bevidsthed og ærlighed overfor os selv kommer vi længst, og hvis din vane potentielt får dig til at ende et sted, hvor du ikke ønsker du skal være, så er vanen problematisk, og det er tid til at forstå hvilke små og store vaner der ligger bag, og hvad der rent faktisk skal til, for at du kan skabe det liv, som du gerne vil have.

Hvordan ændrer du en vane?

At ændre en vane sker ikke fra den ene dag til den anden - og hvis der er nogle der påstår andet, så skal du løbe skrigende væk. Din vane er bygget op af en godt og grundigt nedtrådt sti inde i din hjerne, og en vaneændring kræver kort fortalt viljen til at forlade denne sti og begynde at træde en ny.

Når du skal træde en ny sti, tager det tid, præcis ligesom ude i skoven. Det kommer til at kræve hårdt arbejde, nogle grene i hovedet og en vilje til at gå mod det mørke og ukendte - altsammen noget dit indre vanedyr på det kraftigste vil fraråde dig. Derfor er det også vigtigt, at du behandler dig selv med kærlighed, omsorg og tålmodighed på rejsen, forstår hvor du vil hen, men vigtigst af alt hvor du er nu og helt præcist, hvad dit næste skridt er.

En vaneændring handler om en nærværende planlægning ud fra nuet - og lad mig sige det som det er, hvis du ikke planlægger din ændring, så planlægger du at fejle.

Fordele ved en vaneændring

Du tænker garanteret, hvorfor fanden er det her afsnit overhovedet vigtigt, enhver kan vel sige sig selv, at en vaneændring er en god ting, fordi den vil påvirke mit liv og trivsel positivt. Men det er faktisk ikke den største og vigtigste fordel ved en vaneændring. For det at lave en vaneændring er en unik mulighed for dig til at vokse som menneske, fordi at lave en ægte og reel ændring vil kræve, at du udvikler dig til et menneske, der ikke længere reagerer på dine impulser, som kan planlægge og overholder aftaler med sig selv.

Udover det åbenlyse, så giver en vaneændring dig følgende kompetencer:

  • Øget selvstyring og kontrol over dit liv

  • Forbedret selvtillid og selvværd

  • Mulighed for at sætte og nå mål på en mere effektiv måde

  • Større tilfredshed og lykke i livet

  • Forbedret fysisk og mental sundhed

  • Øget produktivitet og effektivitet

  • Styrkede relationer med andre

  • Bedre evne til at håndtere udfordringer og modgang

  • Mulighed for at skabe varige og meningsfulde forandringer i livet

  • Reduktion af stress og angst

  • Øget evne til at være til stede og nyde øjeblikket

  • Større frihed til at vælge og handle i overensstemmelse med dine værdier og mål

Manglende tid til at ændre vane

Jeg kalder BS. Tid er en ressource, som du vælger hvordan du ønsker at bruge, og det er helt okay at du vælger at bruge den på ikke at lave en vaneændring - der er rigtig mange ting her i livet vi kan arbejde med, det betyder ikke vi skal. Men gør dig selv en tjeneste og tag et valg om hvorvidt du rent faktisk ønsker den her ændring eller ej, for tid er også en ressource du aldrig får igen, så at bruge den i ubeslutsomhed, det giver ingen mening.

Et lille bonus tip, der gjorde en ret stor forskel for mig:
Den største tidssluger er den der tager kortest tid.

Hvordan hjælper en livscoach med vaneændring?

Mit ansvar som livscoach i forbindelse med en vaneændring er først og fremmest at hjælpe dig med at kigge ind bag ved vanen og forstå, hvad der ligger bag, så du ved, hvad du rent faktisk skal arbejde med, for at skabe den forandring du ønsker. På baggrund af dette laver vi sammen en handlingsplan, der både inkluderer de kompetencer, du skal opbygge, og de ting du ønsker at ændre, og så er jeg der selvfølgelig hele vejen igennem processen som din kærlige støtte og opmuntring, men også hende der hjælper dig med at stå til ansvar overfor dig selv og det valg du har taget.

Er det tid til at sparke røv med din vaneændring?

Som jeg skrev tidligere, så er tilvalget af en ændring en beslutning, og så længe du ikke aktivt vælger at beslutte at lave ændringen eller ej, så er den beslutning du tager, at forblive i frustration over at du ikke tager et valg.

Jeg vil i hvert fald enormt gerne hjælpe dig med at ændre din vane, og alt du skal gøre herfra er at booke en afklaringssamtale.

Har du spørgsmål?

Har du spørgsmål om Livscoaching eller om Livscoaching kan hjælpe dig, så send endelig dine spørgsmål, jeg svare hurtigst muligt.

Udtalelse vanecoaching Livscoach

Podcastafsnit relateret til vaner